På det gamle billede ses gdr. Anders Chr. Andersen sammen med hustru og børn foran stuehuset til gården i Ryttergade 16 i Brylle. Han og Maren Sofie Grønlund var blevet viet i Tommerup Kirke i 1891. Børnene er Anna, Johannes, Peter, Axel og Aage – alle med efternavnet Grønlund Andersen.
Dengang blev gården gerne kaldt Jydegården, da gdr. Andersen stammede fra Nordjylland. Selv kaldte han den Lergården. Stuehuset kan meget vel være Danmarks ældste, idet det er født med lyrehul, altså fra før man satte skorsten på husene.
Gården er i øvrigt ændret flere gange. Det oprindelige stuehus var kun 5 m bredt. Antagelig ved renoveringen 1857 blev bredden øget med 1 m mod nord – dengang ud mod havesiden, der dengang lå i nord.
Udlængerne foran stuehuset blev brudt ned i 1897, og på den gamle gårdsplads blev haven anlagt, på billedet knap vokset til. Johannes Grønlund overtog gården efter forældrene og drev den til 1928. Derefter overtaget af Birgitte og Hans Chr. Hansen, der kom fra Skovstrup, ude fra lerjorden, så da han kom til Brylle, ville han ikke have en Lergård, men kaldte gården Agerholm.
Grethe og Hans Jørgen Nielsen, der havde gården 1961-1995, var de sidste private ejere. De solgte til Tommerup Kommune, som overtog gården 1. august 1995. Der blev indrettet gårdbørnehave på stedet, daværende formand for det sociale udvalg, Rigmor Rasmussen, er foreviget foran stuehuset, som i dag ser ud præcis som dengang. Der er nu både børnehave og vuggestue på stedet.
Indlæg fra Lokalhistorisk Arkiv Bragt i Folkebladet 12. juni 2018