Skræpgården lå på Møllebakken 34 i Tommerup. Den var en af de gamle, firlængede bindingsværksgårde i Tommerup, hvor historien går århundreder tilbage. Gården har fået sit navn efter ejerne, slægten Skræp, som drev gården allerede i 1700-tallet og måske endnu længere tilbage.
Christian Madsen Skræp solgte af flere omgange jorden til Vagn Østerby Andersen. I 1978 blev gårdens bygninger og den sidste jord omkring den solgt til oplagsplads til Tommerup Trælasthandel. Hermed var Skræpgården ude af sagaen.
Tommerup Trælasthandel åbnede 1. marts 1976, og var da den første af sin art på egnen. Trælasten var etableret af og drevet af Jørgen Steen Hansen, i 2003 overtaget af sønnen Claus Frydenborg Hansen. Trælasten havde fra starten fokus på professionelle kunder, men i 2008 åbnede i tilgift byggemarkedet, som henvendte sig til private. Et stærkt koncept, som var attraktivt for de store kæder, og fra januar 2012 har Tommerup Trælast været en del af STARK.
Indlæg fra Lokalhistorisk Arkiv bragt i Folkebladet 19. nov. 2019