Motivet er hentet på Skovsbovej 15 i Nårup. Her opførte købmand Hans Christiansen og fru Herta butik og beboelse. Da butikken skulle udvides, byggede de ny privatbolig med gavl mod vejen. Her står datteren Bodil (f. 1913).
Foran butikken står spader og skovle, grebe, kratter og høtyve. Vinduerne viser et udvalg af butikkens isenkram, porcelæn, glas og vaser sammen med den uundværlige Madam Blå. De smukke emaljeskilte, som i dag er samlerobjekter, reklamerer for Løve Margarine, frimærkesalg, Brasso og Adamas Cigarettes. Sidstnævnte kunne man uden for lukketid også trække i automaten.
Der var benzinsalg fra Shell-standeren, hvor bilen holder med kommis AC – Anders Christian – ved rattet. Nårup var en driftig handelsby, som havde sin storhedstid, da Assens-banen var i drift. I 1950’erne var der hele fire købmandsbutikker i byen.
Siden blev stationen nedlagt. Handelen er blevet centraliseret, og som i mange andre byer er de tidligere butikker nu beboelser.
Indlæg fra Lokalhistorisk Arkiv bragt i Folkebladet 27. august 2019