Onsdag den 19. juni kl. 19.00. Byvandring i Langsted. Mødested: ved gadekæret.
Bagefter billedvisning med mulighed for at købe kaffe i Verninge Forsamlingshus.
Lokalhistorisk forening arrangerer byvandring i landsbyen Langsted. Byen er utrolig godt bevaret med de oprindelige gårde, der stadig ligger inde i landsbykernen, og der er kun opført få huse i nyere tid. Før reformationen var de fleste gårde under Dalum Kloster, men blev herefter fæstegårde under Kronen. Enkelte gårde var selvejere, heriblandt Holmegård, der i perioden 1736-38 var beboet af digteren Ambrosius Stub. Han var desværre hverken nogen særlig god landmand eller ægtemand. På turen vil Ellen Warring være turleder, men der vil også være indslag fra gamle Langsted beboere.