Author Archives: Margit Egdal

Sommerferie

Lokalhistorisk Arkiv har sommerferie i juli måned. Man kan dog altid kontakte bestyrelsen i ferien. 
Vi ses i arkivet igen lørdag 3. august kl. 10-12. Mandag 5. august kl. 9-12. 
Billedet er taget en sommerdag på Solevadgård, hvor Kirkens Korshær under krigen drev sommerlejr for mødre og børn. God sommer til alle. 

Fragmenter af en landbokultur

Susanne Nielsen udstiller på Hørvævsmuseet 36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur – indtil 14. juli 2024.
Her kommer man helt tæt på landbolivet i 1950’erne. Susanne Nielsen har på gamle håndklæder broderet uddrag af breve, hendes mor har skrevet om livet som ung landhusmor.
Moderen passer smågrise i en tønde i stuen, fordi soen ikke har patter nok. Hun er med ved oprettelsen af frysehuset. Hun syr kjoler og strikker trøjer til børnene. Sylter og slagter. Malker køerne. Alt det som er landhusmoderens arbejde.
For os der kan huske 1950’erne er udstillingen et rørende gensyn med en tid, som pludselig står lyslevende frem. Vi var der.
ME

Velkommen i arkivet

Lokalhistorisk Arkivs udstilling om 140 året for Assensbanens indvielse åbner Grundlovsdag kl. 13 i den gamle skolestue i Rytterskolen i Brylle, Ryttergade 3.
Der er specielt fokus på den del af banen, der ligger i den gamle Tommerup Kommune. Der er billeder og tekst om den første tid med banen, bl.a. hvordan stationsbygningerne i Tommerup og Knarreborg så ud.
Der er billeder fra livet på de to stationer i Tommerup og Knarreborg. Der er ligeledes billeder af mange af de ansatte – specielt på Tommerup Station.

På billedet viser Jonna Hansen sin brors, sin fars, Ellef Rasmussen, og sin farfars uniformer. Ellef var ansat ved DSB 1942-1982. Jonna har udlånt uniformerne til udstillingen, og de vil kunne ses Grundlovsdag og derefter hver mandag i juni kl. 9-12 i arkivets åbningstid. Arkivets tlf. i åbningstiden: 24 92 29 73.

I juli holder arkivet sommerferie.

DSB kasket som den blev brugt 1954-73. Har tilhørt overportør Ellef Rasmussen. Emblemet med de 4 laurbærblade viser personens rang, den viste kasket var for overportører, overskibsfyrbødere, overchauffører og lokomotivfyrbødere. Fremstillet hos Jensen & Jørgensen.

Assensbanen 140 år

Brevduer med banen ca. 1950

Brevduerne lukkes ud af transportkasserne på Tommerup Station. I år er det 140 år siden Assensbanen åbnede. Lokalhistorisk Arkiv markerer jubilæet med at vise billeder fra banen på Lokalhistorisk Forenings generalforsamling 20. marts 24. I juni åbner en udstilling om banen i Rytterskolen i Brylle.

Effekter, billeder og dokumenter vedr. banens historie modtages meget gerne – vi har åbent i arkivet i Brylle, Ryttergade 3, 5690 Tommerup, hver mandag 9-12 og første lørdag i måneden 10-12. Tlf. i åbningstiden 24 92 29 73. Mailadresse:

Arkivernes Dag 12. nov. 22

Lørdag den 12. november kl. 10-15.30 holdes Arkivernes Dag i den gamle Rytterskole i Brylle, Ryttergade 3, 5690 Tommerup.

Kl. 10-14 er der Åbent Hus i arkivet: Kalenderen 2023 udkommer og kan erhverves for kr. 50,-.
Besøg arkivet, nyd en kop kaffe, tag gerne gamle papirer og fotos med.
To udstillinger vises: Tommerup Turistfart og Skemanden i Lindely.

Kl. 14 til ca. 15.30 er der billedshow i skolestuen. Der vises et udvalg af nye, gamle billeder afleveret til arkivet i årets løb.
I år har arkivet modtaget en stor billedsamling fra Brylle Højgård og Brylle Toftegård. Der var 5 døtre på Toftegård, Karen drev Toftegård videre efter forældrene, Juliane og Anny blev gift med brødrene Mads og Lars Chr. Mathiasen fra Højgård, Astrid blev gift med Ernst Rasmussen, Verninge Varehus, Marie fandt sig en bornholmer.
Fra Verninge Sogn kan nævnes billeder fra Engmosegård på Verninge Sydmark, fra oldermandsgildet i Sydmarken og fra Bækhavegård i Langsted.
Fra Tommerup er der billeder fra Birkebjerghus. Der er noget for jernbaneentusiasterne. Fra et par notesbøger vises tegninger af Ingvard Johansen, der blev kendt for sine serier Tjavs, Prins Pilfinger med flere.

VELKOMMEN

Mad er kulturhistorie – bevar egnens madhistorie. Rytterskolen i Brylle kl. 14 mandag 4. april 2022.

I Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup vil vi gerne indsamle viden om egnens madhistorie og madkultur. Derfor starter vi en erindrings- og fortællekreds i Rytterskolen i Brylle. Det handler ikke om gamle kogebøger, men hvad man selv kan huske.

Vi begynder historien i 1930’erne, fortsætter med besættelsestidens mad osv. Det er madtradition, men også spørgsmål som at få et nyt køkken, kunne mænd lave mad, måtte børn spise mellem måltiderne osv. Første gang er mandag 28. marts kl. 14 i Rytterskolen, Ryttergade 3, 5690 Tommerup. Margit Egdal indleder med en billedserie om mad. Alle er velkomne. Man kan bare møde op.

Mandag 4. april mødes vi igen i Rytterskolen kl. 14. Her gælder det barndommens mad, her kan mænd også være med. Fortæl om din barndoms mad, som du husker det. Man må gerne skrive lidt ned på forhånd, vi skriver også ned undervejs. Alle er velkomne.

Tirsdag 26. april mødes vi i Rytterskolen kl. 14. Vi fortsætter med barndommens mad og bevæger os ind i 1960’erne – 1970’erne.

Tirsdag 31. maj mødes madholdet kl. 14 i Rytterskolen, hvor vi ser på tidstypiske menuer.

Arkivet modtager i det hele taget gerne indlæg om husholdningen her på egnen. Her er nogle ideer til, hvad man kan skrive om: